Ivan hjælper unge asylansøgere godt på vej

Februar 2026


Ivan Floor Kousgaard er netværksmedarbejder på Børnecenter Tønder, og har siden 2022 haft ansvaret, sammen med den øvrige personalegruppe, at sikre alle asylbørn under 18 år et trygt ophold. Fællesnævneren for alle de uledsagede børn under 18, er at de er her uden en voksen, men flere af dem har i forvejen familie i Danmark.

I Danmark er det muligt at blive privat indkvarteret hos familie, og siden januar 2025 har Ivan ført tilsyn med uledsagede børn under 18 år, som alle har fået tilladelse til at bo på disse vilkår.

Hans generelle oplevelse, når han er rundt hos familierne for at følge op på børnenes trivsel er, at det er til stor gavn for dem alle. Det skaber en anden tryghed at være i familiære rammer og dermed også mere overskud i hverdagen til de øvrige gøremål og ting, som ellers fylder for et asylbarn. 

 

Besøg hos en mindreårig asylansøger, der har fået lov til at bo hos slægtninge:

”Hello Ivan”.

Den unge mand lyser op i et stort smil, da han ser mig, og et varmt håndtryk følger. Det er tre måneder, siden vi sidst så hinanden, men der er tydelig genkendelsesglæde i hans håndtryk. Den unge mand flygtede alene til Danmark for et par år siden og opholdt sig på Børnecenter Tønder. Da reglerne for at bo privat indkvarteret hos familie, mens asylsagen er under behandling, blev lempet for et års tid siden, gik han straks i gang med at søge tilladelse til at flytte ind hos sin bror. Der gik dog næsten fem måneder, før tilladelsen kom.

I maj måned flyttede han så ind på sofaen i stuen hos sin bror. De to deler en lille lejlighed med stue og et værelse, hvor broderen sover, samt køkken og bad. Sammen klarer de den daglige husholdning i fællesskab. I det daglige passer broderen sit faste job som håndværker, imens ”vores” unge mand går på sprogskole. 

Ved siden af skolen er han i praktik et par eftermiddage om ugen. Hans ønske er at forbedre sit danske sprog gennem mødet med kunderne i en lille forretning i byens centrum. Det er han meget glad for, da det at komme ud og møde andre mennesker, giver ham en stor glæde, selvom det kræver, at han skal overvinde sin generthed.

Vi sætter os og taler sammen om, hvordan han tilværelse er i det daglige. Han starter selvfølgelig med at spørge om jeg ved noget nyt i hans sag. Og lige så sikker er det at jeg må svare nej, der er ikke noget konkret nyt, men han skal nok få det at vide, så snart jeg ved noget. Så går snakken om dagligdagen, hvordan går det i familien, med vennerne, og i skolen, alt sammen for at få et billede af, hvordan han trives. Han er meget lykkelig for at have fået lov til at bo hos sin bror.

Han er glad for at gå i skole og for sin praktikplads. Hans bror presser lidt på for at få ham til at komme ud blandt andre mennesker, men han synes ikke det er nemt, når man ikke kan sproget, så hellere være sammen sine to brødre og deres venner. Det eneste der virkelig tynger ham hårdt, er usikkerheden omkring asylansøgningen. Han har nu ventet i over to år på at få en opholdstilladelse, og der er stadig ingen udsigt til en snarlig afgørelse. Det tynger ham hårdt, ofte ligger han søvnløs om natten, andre gange trækker han sig ind i sig selv om dagen.

Disse oplevelser er gængse for mange af de unge, hvorfor det er vigtigt, at vi skaber et rum, hvor det er muligt for dem at udtrykke deres frustrationer og bekymringer.

I den sidste del af samtalen slutter værtsfamilien sig til os, og vi har mulighed for en fælles dialog om hvordan det går, især kan vi her tage de emner op, der måtte give særlige udfordringer for en af parterne. Ellers aftaler vi særlige opmærksomhedspunkter eller opgaver, der behøver særlig opmærksomhed indtil næste møde. Inden vi skilles, er det helt sikker at den unge mand beder; ”vil du ikke nok love at give besked, så snart du ved noget i min sag”.