Maharis flugt til Danmark

- en hjerteskærende fortælling

 

Mahari, 30 er født i Eritrea i 1995. Han var en glad dreng, som var glad for skolen, legede med sine venner og levede et trygt og godt liv med sine forældre og sine fem søskende - lige indtil den nat, hvor han helt uden varsel blev sendt med en fremmed bil ud af landet.

I 90’erne var der grænsekrig mellem Eritrea og Etiopien, og det var for farligt for unge mænd og drenge at blive i landet, hvis de skulle undgå at blive sendt i militæret. Derfor traf Maharis mor og far, en forælders nok på sværeste beslutning, nemlig at han skulle ud af landet med håbet om, at han ville få et bedre - og længere liv et andet sted.

Flugten
Det er 2009, Mahari er 14 år gammel. Han går i seng og glæder sig til at skulle se sine venner i skolen dagen efter, helt som han plejer. Ganske uvidende om, hvad natten skal bringe ham, lægger han sig til at sove. Klokken 3 om morgenen bliver han vækket af sin far. "Mahari, du skal op nu. Du skal ud af landet, der holder en bil og venter på dig". Maharis mor havde pakket en lille taske med lidt penge, lidt tøj - nok til, at han lige kunne klare sig i en uges tid samt et telefonnummer, så han kunne ringe til dem.

Hans far havde aftalt med en menneskesmugler, at han ville blive hentet og fragtet til Sudan. Mahari steg, forvirret, bange og ked af det, ombord på bilen og sagde farvel til hans forældre. Uvidende om, hvad der præcist foregik, og hvad hans fremtid nu ville bringe ham.

Krigen
Mahari var ikke klar over, at hans forældre havde truffet den hårde beslutning på hans vegne. Det var bedst ikke at vide noget. Alligevel vidste han godt, at det var sådan det var. Uroen rasede, og mange af hans venner fra skolen var pludselig væk fra den ene dag til den anden. De kom ikke skole, og han så dem ikke igen. Så vidste han godt, at de nok var blevet sendt enten i militæret eller væk.

Hvor er Danmark?
At Mahari endte op i Danmark var et tilfælde. Planen var, at han skulle op til sin onkel i Norge, men vejen dertil var ikke uden store og ubærlige bump på vejen. Ja faktisk vidste han ikke, hvad Danmark var. Han havde dog hørt om landet gennem sin far, som var vild med fodbold, så det var noget med, at Danmark havde vundet EM i 90’erne. Med latter i stemmen fortæller Mahari, at de også havde de nogle tallerkener derhjemme med teksten ”Made in Denmark”. Det var det, han kendte til Danmark.

De mange mellemstop
Det første land som Mahari kom til var Sudan. Han skulle gå mange kilometer for at nå dertil. Hans rejse tog ham gennem Sudan, Etiopien og Egypten. Undervejs på sin rejse blev han fanget af både politi og militær eller menneskesmuglere, som samarbejdede med politiet. Han blev fængslet for at opholde sig ulovligt, og hver gang han blev fanget, måtte han betale sig til ”løsladelse”. Han havde ingen dokumentation på sig, så flere gange var han tæt på at blive sendt retur til Eritrea, men undgik med nød og næppe. Hvis han var endt der igen, var det ikke sikkert, at det havde været med lykkelig udgang. Tværtimod, da dem, ”de” kaldte for landsforrædere kunne gå en fremtid i møde præget af tortur og afstraffelse med dødelig udgang.

Det længste og hårdeste fængselsophold varede 11 måneder. Han var bare 15 år gammel, og utroligt nok gav han aldrig op. På den sidste del af rejsen mod Europa skulle han krydse Middelhavet. Han stod der, med måbende øjne og kiggede på havet, som han troede var himmel. Han kunne ikke, med sin sande forstand, tro på at det var dét hav, han skulle passere for at komme til Europa. Så stort og faretruende så det ud.

For første gang nogensinde troede han, at det ville blive enden på det hele. At han ikke ville overleve turen. Sammen med 500 andre bådflygtninge tog han den lange og hårde tur over Middelhavet. Turen varede 14 dage på åbent hav. Der var børn, voksne, unge, familier, og mange blev meget søsyge. Pladsen var trang og beskidt, og det skabte panik og kaos, som resulterede i, at skibet var tæt på at synke. Selv blev han ramt af svær søsyge, som gjorde ham svag og syg på hele turen, og han tabte sig meget. Heldigvis var de nået så tæt på Italien, at de blev reddet i land af italienske redningsbåde. Han blev fragtet til hospitalet, og herfra begyndte Maharis rejse gennem Europa.

Rejsen mod Norge
Først kom han til Italien. Herefter tog han videre til Frankrig og Tyskland. Undervejs blev han stoppet mange gange af kontrollører, men i Tyskland blev han stoppet af politiet.

Det er 2014, Mahari låser sig inde på toilettet i en bus, som skulle ombord på færgen mod Danmark. Fordi han blokerede toilettet, tilkaldte personalet politiet som tog ham med. Mahari kom derfor ikke med færgen.

I stedet oplevede han for første gang en uniformeret mand, som mødte ham med venlighed. Politiet bragte ham til et asylcenter. Her var det op til ham selv, om han ville blive, men fordi han var bange for, at de ville spærre ham inde, ville han afsted så hurtigt som muligt. Heldigvis var indespærring ikke tilfældet. Det tyske politi lod ham i stedet låne en telefon, så han kunne ringe til sin far. De talte sammen i en halv time. Klokken 4 om morgenen, dagen efter, forlod Mahari det tyske asylcenter. Han tog toget til Danmark og fortsatte sin tur mod Norge, som var planen fra begyndelsen.

Mødet med dansk politi
Mahari tog endnu en togtur, men han var ikke klar over, hvornår han havde krydset grænsen til Danmark. Ved et af bælterne blev han stoppet endnu engang. Denne gang af dansk politi som forklarede ham, at hvis ikke han havde noget pas, kunne han ikke rejse videre.

To store betjente tog ham med og låste ham inde i detentionen for at hente ham dagen efter. Men de frygtelige oplevelser med politiet i de arabiske og afrikanske lande, udløste et panikanfald, og de måtte lukke ham ud og køre ham til Modtagecenter Sandholm.

Opholdet i Norge
Han tog videre til Sverige og herefter til Norge, hvor han opholdt sig i knapt et år. Mahari forsøgte at søge ophold i Norge, men fik afslag, fordi han havde afgivet fingeraftryk i Danmark. Hans onkel fortalte ham, at Danmark var et godt land at komme til, så det skulle han nok blive glad for.

Mahari besluttede sig for selv at tage bussen til København, hvor han meldte sig til dansk politi. Han følte sig tryg ved dem og vidste, at de ikke gjorde ham fortræd. Han blev, efter sin ankomst, fragtet afsted til Modtagecenter Sandholm (igen), af to søde betjente. Han følte sig helt royal i det sekund, sådan at blive eskorteret afsted af to politibetjente, selvom omstændighederne var alt andet end det.

Asylprocessen – den hårdeste tid
Efter et kortere ophold på Sandholm blev Mahari sendt til Center Holmegård på Lolland. Han beskriver det som den sværeste tid. Selve asylprocessen er psykisk hård, fordi man ikke kan knytte bånd og relationer. Han vidste aldrig, hvornår nye bekendtskaber var væk igen. Her ville han have ønsket, at nogen havde spurgt ham om, hvad han gerne selv ville - hvad han drømte om. Mahari fik en kæreste på asylcenteret, men kort efter hun ophold, og senere fik han selv ophold i Tønder Kommune.

Den store dag
Den 1. august 2015 - dagen som Mahari ALDRIG glemmer! Det var dagen, hvor han fik besked fra Udlændingestyrelsen om, at han nu endelig havde fået ophold i Danmark, og at han skulle bo i Tønder.

Det havde ikke bare været en 10 måneder lang og ubærlig tid med venten og usikkerhed. Det var afslutningen på en mangeårig flugt gennem utallige lande og mødet med nogle af de værste grusomheder, som et barn kan opleve.

Mahari fejrede den dag ved at … sove. Han sov hele dagen. Selvom det var en forløsning, var det samtidig en overvældende nyhed efter, i mange så år, at have båret på frygt og uvished. Så der strømmede en naturlig træthedsreaktion ind over Mahari og først flere dage efter begyndte nyheden at bundfælde sig, men samtidig også et tomrum. Nu skulle Mahari for første gang til at finde ”sig selv” på ny.

En svær start i Tønder
At han fik ophold i Danmark, var den største glæde, men samtidig var det svært for ham at vænne sig til byen. Tønder var en lille by med ikke ret meget at foretage sig, men Mahari er en person, der ikke giver op så let.

Han begyndte at træne i det lokale fitnesscenter og fik ret hurtigt nye venner og et godt netværk. Han havde kontakt til Røde Kors og havde hørt, at man kunne få en kontaktfamilie. Sådan en ville han også gerne have, så han spurgte, og det fik han. Det blev en sød familie fra Jesing, som støttede ham og hjalp ham med at falde til.

Mahari har et gåpåmod og en viljestyrke, og han ville kunne forsørge sig selv. Så det første han skulle var at finde en praktikplads. Han ville gerne noget med mennesker. Så da han hørte om en mulig åbning på et bosted i Løgumgårde, spurgte han om de ville have ham i praktik. Han kunne jo hjælpe med alt fra rengøring til oprydning og så videre.

De mente dog, at sproget var et problem. Det mente Mahari ikke! Så hver morgen stod han op klokken 4 for at tage bussen til Løgumgårde. Her ventede han halvanden time til morgenvagten mødte ind klokken 7. Han var urokkelig og hans evne til at lære sprog hurtigt, hjalp ham også her, ligesom det havde hjulpet ham i mange af de andre lande. Der var det medvirkende til, at han hurtigere faldt ind og blev usynlig. I Danmark var det det modsatte formål - at falde ind og blive synlig.

Ville klare sig selv og gøre en forskel
Mahari havde en mission – han ville være i stand til at klare sig selv. Ligesom han havde gjort siden han var barn. Han spurgte alle på sin vej, hvad de lavede. I starten gik han på sprogskole og modtog kontanthjælp. I tilfælde af, at han mødte nogen på sin vej, som manglede arbejdskraft, havde han altid et eksemplar af sit CV med i lommen.

Hans drøm var at arbejde med udsatte unge og i 2016, da han er 20 år gammel, kommer han i snak med en, som arbejdede hos børnecenteret i Toftlund. Han var hurtig til at spørge, om ikke de kunne bruge en som ham, og han blev opfordret til at sende sit CV. Men Mahari havde det jo allerede lige ved hånden.

Herefter kontaktede han jobcenteret, som skulle informeres, hvortil han blev mødt med en anelse skepsis, da de var i tvivl om, hvorvidt han nu også kunne styre de unge mennesker. Det var Mahari ikke et sekund i tvivl om, så kort efter blev han ansat som vikar på Børnecenter Toftlund.

Det blev starten på hans mangeårige rejse i AsylSyd. Da børnecenteret i Toftlund lukkede i 2017, blev han tilbudt job på centeret i Hviding i et midlertidigt projekt for de lidt ældre unge. Projektet sluttede i 2018, hvorefter han blev ansat som netværksmedarbejder for de voksne beboere på centeret. Der var han til 2022, hvorefter han startede som netværksmedarbejder på Børnecenter Tønder, hvor han er den dag i dag. Udover sin karriere i AsylSyd var han også en frivillig ildsjæl i Brand- og Redning Sønderjyllands bestyrelse.

Mistillid og angst
Den nat Mahari sagde farvel til sine forældre og sin familie, kiggede han sig aldrig tilbage. I stedet så han en utryg fremtid i øjnene. Fra den dag blev han mødt af utryghed, og det skabte en mistillid til andre mennesker. Han havde kun sig selv at stole på. Heldigvis kunne han løbende holde kontakten med sine forældre. Han havde deres telefonnummer og kunne ringe i smug, når han havde muligheden. Men de mange møder med forskellige autoriteter, særligt politiet har sat sit aftryk. Mahari får det fysisk dårligt, når han ser folk i uniform. Soldater og politi fordi det vækker så mange ubehagelige minder. Også selvom han ved, at de ikke gør ham noget.

Bebrejder dem ikke
Mahari har aldrig bebrejdet sine forældre for det valg, de traf dengang. Han vidste, at det var den største kærlighedserklæring, de kunne vise ham, og havde de ikke truffet det valg, havde han muligvis ikke været i live i dag. Selvom hans teenageår langt fra ligner alle andres, så gav hans forældre ham en mulighed for at få et tilnærmelsesvist trygt liv igen, selvom vejen dertil var lang, barsk og ikke uden ar på sjælen.

Maharis drømme for fremtiden
I dag bor han i Kolding og arbejder stadigvæk på børnecenteret i Tønder. Udover hans fuldtidsjob hos AsylSyd, arbejder han også på et ungehjem.

Mahari drømmer om fortsat at kunne gøre en forskel for udsatte børne og unge. Han føler det som et kald. Snart kan han kalde sig 10-årsjubilar ved AsylSyd, og de mange børn han møder i sit arbejde, kan han, ikke bare relatere til gennem sin egen historie, men han kan føle, mærke og forstå, hvad de gennemgår.

Med sin sprudlende personlighed, den enorme livserfaring og sit omsorgsfulde væsen, giver Mahari børnene den tryghed og den hjælp med på vejen, som han selv havde brug for og oplevede at få, da han var flygtningebarn og alene Danmark - i verden.