Christian Center Hviding
start på hovedindhold

Christian skaber beboerinddragelse gennem kreativ udvikling

Christian - centermedarbejder, Center Hviding

Juli 2026

Christian Oliver Rathje-Trollberg, 43 er centermedarbejder hos Center Hviding tæt på Ribe. 
Han startede hos AsylSyd i slutningen af 2025, og inden da var han ansat hos Røde Kors’ asylcenter i Jelling, som lukkede i begyndelsen af 2026.
Christian har oprindeligt en baggrund fra folkeskolen og skattevæsnet, men valgte i 2016 at skifte over til asylregi, hvor han nu har fejret ti års jubilæum.

Erfaringspakke en gevinst for AsylSyd
Med de mange års erfaring i rygsækken og en del forskellige roller gennem tiden, bringer Christian en masse viden med sig, som han bruger aktivt i sin hverdag på centeret i Hviding. Særligt hans kreative tilgang og hans interesse for menneskelig kreativ udvikling, fylder i hans tilgang til beboerne. Udover at have beboersamtaler, har han særligt fokus på, hvordan beboerne inkluderes på en måde, hvor de samtidig udnytter, udfordrer og udvikler deres faglige og menneskelige kompetencer. I hans tidligere arbejde var han involveret i trivselssamarbejder, projektledelse, aktivitetsplanlægning og fundraising. Derudover var han arbejdsmiljørepræsentant i syv år.

Popcornhjernen, der aldrig stopper
Christian har en ægte popcornhjerne. Det betyder, at idéerne nærmest står i kø for se dagens lys.
I hans nuværende arbejde forsøger han at tage de bedste idéer fra tidligere samt de nye, der måtte komme og omsætte dem til værdi for centerets beboere. Og idéerne opstår alle steder – når han sidder i toget, snakker med kolleger eller andre inspirerende sjæle.

Nogle af hans idéer er allerede blevet søsat og implementeret. Han har for eksempel etableret en beboer-eventgruppe, som har til opgave at komme med forslag til aktiviteter for alle centerets beboere, men de skal også selv eksekvere på idéerne.

Beboerinddragelse og ansvar skaber motivation, liv og fællesskab
Nogle beboere kommer med en akademisk baggrund eller specifikke faguddannelser, som de ikke kan gøre brug af, imens de er i asylsystemet. For at holde liv i deres evner og i gnisten, ser Christian muligheder i at sætte talenter i spil, blandt andet ved at inddrage dem og give den ansvar for egen læring, handling og udvikling.
Og det kan de gøre gennem konkrete aktiviteter, hvor der skal koordineres, udarbejdes grafiske materialer, måske laves mad og andre værdiskabende opgaver, hvor andre beboere også kan få nogle ansvarsopgaver.
På den måde skabes der et stærkere fællesskab, en motivation og et fokus på ting, som skaber glæde i deres liv på et asylcenter.
Derudover laver han gå-klubber, hvor han samler en gruppe beboere og tager dem med ud i naturen. Her er han selv guide og fortæller om de seværdigheder og historiske begivenheder, de møder på vejen. Han har ofte planlagt en ture, hvor de kan se og få inspiration til selv at besøge på egen hånd. Det kan være den lokale park, biblioteket, kulturaktiviteter og museer. På den måde oplyses beboerne om, hvad der er af muligheder i området, samtidig med, at de har haft en hyggelig dag med socialt fællesskab.

En mand med mange kasketter på
Christian er en mand med mange ambitioner og lige så mange kasketter på. Han drives af at bidrage til beboernes trivsel gennem videndeling og erfaringsudveksling. Derfor er han også ressourceperson for LGBT+ og minoriteter og nøgleperson i arbejdet med traumebevidst tilgang på Center Hviding.
Og han tænker allerede på næste spændende projekt, som han håber på at kunne skaffe midler til. Nemlig et kulturelt mad-event ”Smag på verden”.


Det er et event, som havde stor succes i Røde Kors, og som bandt beboere og lokalsamfundet tættere sammen. Her laver beboerne mad fra deres egne lande, og lokalbefolkningen inviteres inden for til at se, smage og snakke. I Røde Kors var det et årligt tilbagevende arrangement, og Christian drømmer om at stable noget lignende på benene i AsylSyd – så beboerne og de lokale får noget, de kan være fælles om.