Klubansvarlige Gilamichael
start på hovedindhold

Gilamichael skaber et ”helle” for beboerne på Center Aaløkke

Marts 2026

Vi møder Gilamichael en mandag eftermiddag på Center Aaløkke i Løgumkloster, hvor han arbejder 30 timer om ugen som centermedarbejder. Han er i gang med at gøre klar til, at børnene på centeret kommer hjem fra skole, så de kan møde ham i klubben. I dag skal der bygges og samles legetøj med byggematerialer, som kommer fra fondsmidler.

Gilamichael har ansvaret for centerets ”Klub”, som er et frivilligt tilbud til børn og voksne. Klubben byder på en masse forskellige aktiviteter tilpasset børne såvel som de voksne.

Gilamichael blev ansat i AsylSyd i 2022. Her startede han på det daværende center i Toftlund, og stoppede igen i 2023, da han begyndte sine studier. Han er oprindeligt fra Eritrea og kom til Danmark i 2014. I sit hjemland arbejdede han som lærer, men har siden sin ankomst til Danmark uddannet sig i endnu flere retninger. Han har blandt andet en bachelor i marketing og er nu i gang med at færdiggøre sin kandidat i informationsteknologi ved siden at sit arbejde som centermedarbejder.

 

Hvorfor AsylSyd?
Siden han kom til Danmark har han altid haft et ønske om at ”give det videre”. Den hjælp og støtte han selv har fået gennem tiden, vil han gerne give tilbage til andre, som har brug for det. Og, hvad bedre end at gøre det på et asylcenter?

Da han næsten lige var kommet til Danmark, søgte han en stilling, men fik den ikke. Han valgte i stedet at fokusere på at lære dansk samt uddanne sig.

Hans CV lå gemt i arkiverne, og pludselig en dag, blev han ringet op af en daværende centerleder, som havde fundet det i ”gemmerne” og fandt ham interessant. Gilamichael blev han temmelig overrasket, men takkede selvfølgelig ja til en samtale - og fik jobbet.

Glæden i hverdagen
Det, der giver ham glæde i hverdagen er det fællesskab og ansvar, som han oplever i AsylSyd. At kunne bidrage med sin faglige baggrund og erfaring, samtidig med, at han gør en forskel sammen med sine kolleger, for børnene, familierne og de enlige voksne på centeret, er en afgørende faktor for ham.

Hans opgave er at planlægge og afholde aktiviteter med beboerne på centeret. Det kan være alt fra billedkundskab, hvor de maler til ture i svømmehallen, forlystelser og så videre. Det er egentlig kun fantasien, der sætter grænser. Implicit i den vigtige rolle ligger der også det at sikre beboernes trivsel. At de har det godt, og at de kan komme af med deres tanker og problemer. Derfor står han altid klar med åbne arme, når store som små kommer til ham.

En ægte ”sælger”
Selvom der ikke står ”sælger” i Gilamichaels stillingsbetegnelse, så er det alligevel, det han er. Børnene kommer i klubben helt af sig selv. Ja ofte løber de direkte hen til ham, når de kommer fra skolen, inden de overhovedet har sagt hej til deres forældre. Han har i gennemsnit 20-30 børn i klubben, som har åbent 3 dage om ugen. De er alle i alderen 3-17 år, og de større børn er ofte gode til at hjælpe de mindre.

Det er straks en anden sag med de voksne. De er ofte mere tilbageholden og har brug for nogen, der trækker dem med til aktiviteterne. Det kan skyldes mange ting, men ofte er de i underskud af energi og måske lidt generte. Derfor har Gilamichael en helt særlig strategi for inddragelse og relationsdannelse.

Han går rundt til alle værelserne og banker på døren for at fortælle beboerne, hvad der sker af aktiviteter på dagen eller i løbet af ugen. Alle nye beboere er han rundt for at hilse på, så de føler sig godt modtaget og velkommen på centeret og til aktiviteterne.

Det er et arbejde, der kræver vedholdenhed, men det kan han også se gevinsten af, når de voksne møder op til aktiviteterne og får en positiv oplevelse sammen - og nogle af dem sammen med deres egne børn. Som han udtaler ”Jeg har oplevet, at mange beboere har brug for meningsfulde og aktiviteter for at få struktur i hverdagen”, og det er i høj grad, det som Gilamichael bidrager med.

For Gilamichael er AsylSyd en arbejdsplads, hvor han kan bruge hele sin faglige palet og bidrage positivt til andres hverdag. Det giver mening – for AsylSyd og ikke mindst beboerne på centeret i Løgumkloster.